Fordøjelsessystemets betydning

Hvordan har dit fordøjelsessystem det?

Hvis dit fordøjelsessystem ikke er helt på toppen, kan det påvirke hele din hverdag med fysiske udfordringer som:

  • Oppustethed
  • Forstoppelse
  • Diarre
  • Skiftende afføring
  • Mavesmerter
  • Kvalme
  • Hudproblemer
  • Fødevareallergi eller -intolerance
  • Reaktioner på kosttilskud
  • Halsbrand
  • …og meget andet. 

Det kan også være, at du slet ikke tænker over, at din fordøjelse ikke er så god, som den burde være, eller at du bare har vænnet dig så meget til symptomerne, at du ikke længere lægger mærke til dem.

Symptomer fra fordøjelsen kan skyldes forskellige ting. Der kan f.eks. være problemer med mavesyreproduktionen, forstyrrelser i mavesæk, tyndtarm, bugspytkirtel, lever eller galdeblære, eller der kan være øget tarmpermeabilitet. Det vigtigste er at finde frem til rodårsagen bag symptomerne, så den kan blive behandlet. Heldigvis er der meget at gøre gennem kosten, kosttilskud og stresshåndtering.

For at finde frem til, om din fordøjelse fungerer, som den skal, kan du begynde at være mere opmærksom på, om du oplever symptomer fra fordøjelsen i løbet af dagen. Måske i forbindelse med måltider – og især når du spiser bestemte fødevarer? Det er også altid en god ide at holde øje med afføringen. Farven og konsistensen af afføringen fortæller meget om, hvordan fordøjelsessystemet har det.

Fordøjelsen har stor indflydelse på, hvordan resten af kroppen fungerer, så uanset symptomernes styrke, er det vigtigt at reagere, når fordøjelsen er påvirket. 

Hvordan virker fordøjelsessystemet?

Fordøjelsen består af mange organer, og der er mange trin i fordøjelsesprocessen. Fødevarer og kosttilskud skal ikke bare nedbrydes, men også optages, så vi får dækket vores behov for næringsstoffer. 

Første skridt i fordøjelsen af fødevarer er tygningen af maden, hvor maden findeles og tilføjes enzymer gennem spyttet. Enzymerne sætter gang i nedbrydningen af maden, inden den synkes og kommer ned i mavesækken. I mavesækken sørger mavesyren for at dræbe bakterier i maden og sætte yderligere gang i nedbrydningen af maden. Hvis ikke der dannes nok mavesyre, vil det give en dårlige optagelse af næringstoffer. Mavesyreproduktionen kan blive for lav, hvis man er stresset.

Hele vejen gennem tarmsystemet sker der en tilsætning af forskellige stoffer og enzymer, som er med til at sikre optagelsen og nedbrydningen af maden. Alle dele af fordøjelsessystemet spiller en vigtig rolle, og hvis en af delene ikke fungerer ordentligt, kan det have store konsekvenser. F.eks. er galdeblæren vigtig for fordøjelsen og nedbrydningen af fedtpartikler i maden. I tyktarmen befinder sig en masse bakterier – faktisk er der 150 gange flere gener i tarmens mikroflora end i et menneske. Samtidig har tarmen den største samling af immunceller.

Tarmvæggene har en vis permeabilitet (gennemtrængelighed), så der kan udveksles stoffer mellem blodbanen og tarmsystemet. Hvis der er øget permeabilitet, så tarmvæggene lader større partikler komme igennem end normalt, kan det give inflammation i kroppen, og optagelsen af de gavnlige næringsstoffer vil samtidig blive mindre. Tarmvæggene påvirkes af mange ting, bl.a. gluten, stress, smertestillende medicin og antibiotika.

Ud over tarmene er leveren også vigtig for fordøjelsen. Gennem leveren udskilles affaldsstoffer fra kosten samt udtjente hormoner. Affaldsstofferne kommer igennem forskellige faser i udskillelsen, og undervejs bliver de mere toksiske (giftige), end de er til start. Derfor er det vigtigt, at hele processen kører, som den skal, så de toksiske stoffer ikke i stedet genoptages i kroppen. Et af problemerne ved dårlig leverafgiftning kan være, at brugt østrogen ikke udskilles ordentligt, og det kan skabe store hormonelle ubalancer.

Når der indgår så mange processer i fordøjelsen, er der også meget, der kan gå galt, og mange steder, man kan kigge på, når der er symptomer på, at fordøjelsen ikke fungerer optimalt. Fordøjelsen har også stor indflydelse på hormonsystemet – det kan du læse mere om her!

Fordøjelsessystemets betydning
Fordøjelsessystem
Fordøjelse starter med tygning af maden

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Call Now Button